Først blev kunstnerne, siden turisterne, tiltrukket af Sæbys smukke natur og byens idyl. Museet rummer en udstilling om den ældre turisme i Sæby med et pensionatsværelse fra 1. verdenskrig. Dengang var turisternes yndede udflugtsmål Sæbygårds skyggefulde og romantiske bøgeskov snarere end stranden.

Derudover er der rig mulighed for at studere samlingerne i museets skatkammer. Her findes glas, porcelæn, træskærerarbejder m.v. samt ikke mindst redskaber fra tiden, hvor man fiskede med åbne sejljoller. I det sene efterår fiskedes med bakker og krogliner.