Man kan sige, at den danske kvindekamp bevæger sig som bølger.
I starten bliver ligestilling, kvindesag og rettigheder ikke talt om, men jo længere vi kommer frem, desto mere udvikler den sig, når bølgen topper så skyller bevægelsen ind over samfundet, og således fungerer det også den dag i dag.
Det primære i den første bølge af den danske kvindekamp, som begyndte fra ca. 1848 til 1920, var retten til at blive set som et individ - ikke blot et påhæng til manden eller en avlsmaskine for de kommende generationer.
Kvinderne ville have lige adgang til arbejde og uddannelse. I 1800-tallet, måtte kvinderne nemlig godt arbejde i markerne, være stuepige eller tage hvad der var af jobs inden for industrien, men de havde ikke adgang til størstedelen af uddannelser eller offentlig erhverv.
Manden sad på pengene i husholdningen, han bestemte over hele familien – også kvinden.
Gifte kvinder blev i vid udstrækning umyndiggjort på samme vis som børn. Kvinder blev set på som laverestående end mænd, og dermed kom den første bølge af den danske kvindekamp til handle om at kvinder ikke fra naturens var underlegne i forhold til deres mandlige modstykke, men at de fortjente ligeret, ligestilling og anerkendelse i samfundet.
Med oprettelsen af dansk kvindesamfund i 1871 kommer der skub i den danske kvindekamp, og indsatserne bliver mere strukturerede til trods for at kvinderne stadig måtte indordne sig under visse sociale normer for at overhovedet blive hørt - den såkaldte ”feminine stil” hvor de kvindelige talere befandt sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt, men samtidig ville det ikke være strategisk at afvige for meget for normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden, hvor forventningen var tilbageholdenhed og forsigtighed.
Det var særligt kvinder fra de højere samfundslag og de litterære kredse, der førte an i kvindekampen, og det er også primært i denne kontekst at vi skal se ”Kvinderne på Bangsbo”
De kvinder, som vi beskæftiger os med i den nye udstilling, var kvinder der var centreret omkring Johan Knudsens Bangsbo enten som tyende eller som veninder af huset.
Det var kvinder fra det bedre borgerskab som eksempelvis Eva Drachmann, Betty Nansen og Agnes Slott-Møller eller fra de lavere sociale klasser som Frk. Eggers og Abelone (Laura Christine Jensen).
Fælles for dem alle var, at de var stærke kvinder, som ikke accepterede de sociale normer, som de var ”underlagt”, og de var således med til at bære kvindefrigørelsen frem.