Thea Timms verden - hvis væggene kunne tale 1883-1895

Ny lydfortælling på Kystmuseet Sæby

 

Bevæger man sig rundt i Sæbys gamle bydel, så kan man stadig fornemme historiens vingesus mellem bindingsværkshuse og brostensbelagte gader. Bag husenes facader gemmer sig fortællinger om byens borgere – om deres liv, drømme og skæbner.
I slutningen af 1800-tallet oplevede Sæby en periode med betydelig udvikling. Industrialiseringen havde taget fat, og samtidig voksede interessen for byen i takt med, at kunstnere og forfattere rejste til byen. Da jernbanestrækningen Sæbybanen åbnede i 1899 og skabte forbindelse til Frederikshavn, blev Sæby mere tilgængelig – og dermed også et mere eftertragtet feriested.
Midt i denne periode levede Thea Timm (1854 - 1920) – en distriktslæges datter med et skarpt blik for byens mennesker. Gennem sine breve til broderen Georg giver hun et unikt indblik i, hvordan livet i Sæby udfoldede sig i denne tid.
I lydfortællingen Thea Timms verden – Hvis væggene kunne tale kan du tage med på en spændende tidsrejse tilbage i historien og gennem lydfortællingerne opleve, hvordan livet udfoldede sig for nogle af Sæbys borgere i årene 1883 til 1895 – og høre deres stemmer som små ekkoer fra fortiden.
Via en app kan du høre fortællinger om fire personer, som boede i Sæby i denne tidsperiode; distriktslægens datter Thea Timm, genboen Lise Sørensen, bagerdatteren Mille Rasmussen og Christensen fra Toldkontoret.
Det er fortællinger om mennesker, der på hver deres måde forsøgte at finde en plads i det samfund, de levede i, hvor nysgerrige blikke fulgte deres færden.
Så lyt med – og hør, hvordan stemmerne fra en svunden tid stadig hvisker til dig fra væggene.

 

Thea Timms verden – Hvis væggene kunne tale er idéudviklet og konceptualiseret af Kystmuseets tidligere formidlingspraktikant Rosa L. K. Jensen i tæt samarbejde med museets faglige personale.

 

 

 

Lauritz Christensen

"Christensen med øret" som han kaldes af Thea, var embedsmand og arbejdede på toldkontoret. 
Vi ved ikke så meget om ham, men i et af Theas breve fremgår han som en godtroende og nervøs mand.

 

 

Lise Sørensen

Overfor Thea Timm boede Lise Sørensen og hendes mor, der var enke. I 1886 ansatte Lise en gartner, Carl Madsen, som hun ender med at gifte sig med. Et ægteskab der vagte stor opsigt i den lille by.

 

 

Ingeborg Frederikke Emilie Rasmusssen

Ingeborg, blot kaldet Mille, var bagerdatter og boede i nr. 15 i Algade. Hun havde arvet ejendommen efter sin far. Bageriet blev forpagtet ud til forskellige bagere gennem tiden. Mille kom meget i familien Timms hjem, gerne uanmeldt med det sidste nye sladder.

  • Theatemaside.mp3