Marianne T. Pedersen og Lotte Kejser danner til sammen kunstnerduoen MINDstof. Duoen har eksisteret siden 2020, og udstillingen om Hans Horn og den forbudte skov er deres tredje fællesudstilling.
De to billedkunstnere kender hinanden fra Aarhus Kunstakademi. Marianne tog afgang fra skulpturafdelingen i 2018 og Lotte fra malerafdelingen i 2020. Marianne har en baggrund som håndarbejds- og beklædningsunderviser, og Lotte har arbejdet i sundhedsvæsenet – primært i psykiatrien.
Valget af krig, magtanvendelse og krigstraumer som tema skete længe før krigen i Ukraine og i Mellemøsten brød ud. Begge kunstnere erfarede, at det er de færreste, der har kendskab til, at den danske stat genindførte dødsstraf – med tilbagevirkende kraft – efter afslutningen på 2. verdenskrig. Det kostede 46 danske mænd livet. Noget, som efter begge kunstneres mening, er en vigtig del af danmarkshistorien.
Marianne kommer fra Viborg og er vokset op i området ved Undallslund Skov – den forbudte skov, hvor henrettelserne af 16 af de 46 kollaboratører fandt sted. Lotte kommer fra Aarhus og havde aldrig hørt om den del af danmarkshistorien, før Marianne fortalte om det.
At inddrage Hans Horns værker i projektet virkede oplagt - som en slags balance, en flerstemmighed: Marianne og Lotte har hørt og læst om krigen - Hans Horn tog del i den som tysk soldat. Udover at Horns værker er fantastiske, giver det en dybere dimension til udstillingens samlede indtryk.
Første gang udstillingen blev vist, var i Pakhuset i Viborg i påsken 2023. Henover sommeren 2023 blev udstillingen vist i en tilpasset version på Dokk1 i Aarhus.
Nu bliver udstillingen så atter vist i fuld version – denne gang på Kystmuseet Bangsbo.
Hvad er MINDstof III, Hans Horn og den forbudte skov?
MINDstof III - Hans Horn og den forbudte skov er et recearch- og dialogarbejde på tværs af tid og rum mellem de to nulevende billedkunstnere Marianne T. Pedersen og Lotte Kejser og den afdøde tyske soldat, læge og billedkunstner Hans Horn. Det geografiske omdrejningpunkt er Undallslund Skov vest for Viborg.
Marianne T. Pedersens præcise og til perfektion udførte papir- og tekstilværker kredser om magt, afmagt, krop, sind, ydre/indre, fetich og repræsentation. Hun broderer i værket Retsopgørets Klokkestreng et lille stykke stof til hver af dedræbte mænd. Et hvidt kvadrat med otte rødrandede ’skudhuller’ i hvert stykke tekstil. Den henrettede stod bagbundet med en sort sæk over hovedet, otte skytter sigtede på et hvidt stykke papir monteret på den dødsdømtes bryst, der hvor hjertet gemte sig bag skjorten. Otte skud afsluttede den dødsdømtes liv, og otte mand måtte i fællesskab bære byrden af likvideringen.
Marianne T. Pedersen bearbejder ofrets sorg og ensomheden før døden og beskæftiger sig samtidig med bødlernes status som aktive drabsmænd og vidner. Begge positioner er ambivalente og rummer svære følelsesmæssige udfordringer. Landsmænd dræber landsmænd - og pludseligt er nationalismen en tvetydig størrelse, som vi ser det i værket Daneblod, hvor Dannebrog bløder, og de dødsdømtes navne løber ud med blodet. Skyggedragt og Vidnejakke fortæller på hver deres måde ligeledes om netop de svære følelser, og vi forstår pludselig vægten af datidens handlinger, og den kraft hvormed de har påvirket alle de implicerede.
Lotte Kejser beskæftiger sig med de 16 henrettede kollaboratører i minutterne, før de rammes af de dræbende kugler. Hendes viden kommer fra arkivalier, der beskriver de dødsdømte fangers sindstilstand op til likvideringen. Lotte Kejser har gennem en årbog udgivet af Historisk Samfund for Viborg Egnen læst teksten Seksten Salver (Henrik Gjøde Nielsen, 2017), og derigennem fået adgang til billeder af de dødsdømte og personlige journalnotater om deres forbrydelser og psykiske tilstand, kort før de blev kørt til henrettelsespladsen i skoven. Lotte Kejser benytter sin ekspressive og semifigurative stil til at fremstille portrætter af mændenes sindstilstand, kort før dødsdommen blev eksekveret. Hun lader portrætterne bære de afdødes navne, og på den måde kommer de i energetisk forstand meget tæt på hende selv - og på os der beskuer. Selv oplevede Lotte under udførelsen af billederne også stor indre splittelse mellem medfølelse og foragt. Følelser, som vi må formode, at fængselspersonale, læger og andre, som var i kontakt med de 16 dødsdømte, også må have oplevet som splittende.
Blomsten hos Hans Horn er symbol for livets cyklus, dets skønhed og skrøbelighed. På samme måde hos Marianne T. Pedersen. Hun sætter blå anemoner på en makaber afrevet arm på stedet, hvor albuen burde have været, og bærer den type bøjle, som plejepersonalet sætter på afdødes hageparti, så munden forbliver lukket efter dødens komme. Hos Lotte Kejser iscenesættes den blå anemone i storformat - fragmenteret og dyster, som en erindringsflig besudlet af virkelighedens mørke, men endnu mærkbar og synlig på trods.