|
|
|
 
 
Dato: 01-05-19

LIV, SEX OG DØD

- ny bog fra Kystmuseet


Kystmuseet har hermed den glæde at fremsende et anmeldereksemplar af bogen Liv, sex og død, skrevet af Karl-Erik Frandsen, lektor emeritus, SAXO-instituttet, Københavns Universitet.
Karl-Erik Frandsen har i mange år arbejdet med sygdomshistorie, og har udviklet en metode til at identificere epidemiske sygdomme, også selvom kirkebøgerne ikke angiver dødsårsag i begravelseslisterne, og efter at have arbejdet med pesten i begyndelsen af 1700-tallet i Østersøområdet, og eftersom der – som forfatteren skriver i forordet til bogen – ikke er langt fra pest til kopper, kastede forfatteren sig over en undersøgelse af epidemiske sygdomme i Sæby og på Læsø i 1700-tallet. Og når Karl-Erik Frandsen nu havde fat på kirkebøgerne, var det nærliggende at undersøge, hvordan man i disse to samfund behandlede samfundets bund, nemlig de besovede kvindfolk, de uægte børn og de udlagte barnefædre. For at besvare dette spørgsmål har forfatteren anvendt retshistorisk kildemateriale, nemlig justitsprotokollerne, dvs. tingbøgerne, fra Sæby og Læsø. Svaret er, at man behandlede kvinderne utroligt brutalt, især i Sæby, men også på Læsø, skønt holdningen gradvist blev mere human.
Med sine grundige kildestudier fører forfatteren læseren tæt ind på livet, både af de, der var så uheldige at havne i sengen sammen på et forkert tidspunkt, og på de, der førte sagerne, dømte og eksekverede dommene. Det er utroligt, hvad mennesket har udsat andre mennesker for gennem tiden, også selvom behandlingen ændrede sig: Fra begyndelsen af perioden, hvor man i Sæby nærmest bogstaveligt talt flåede den sidste pjalt af de uheldige kvinder, til man senere i perioden på Læsø splejsede om lejermålsbøderne, der til sidst faldt bort, sammen med pisk, fængsel og hvad man ellers udsatte de ulykkelige for, især kvinderne. Mænd kunne nemlig sværge sig fri, aflægge ed, og da mændene i lejrmålssager, dvs. sagerne om samleje mellem ugifte, måtte sværge først, og da ed ikke kunne stå mod ed, kunne mændene ty til denne udvej.
Bogens omslag prydes af et utugtigt billede fra Sæby kirke, et kalkmaleri fra 1500-tallet: Den langhalede djævel på billedet har et tungerækkende hoved på kønsdelenes plads; han tænker med en vis ting, mens han griber ånden fra den netop afdøde mand i sengen. Manden er måske offer for en af tidens epidemier, og har sikkert bedrevet hor, eftersom djævlen henter ham. Og netop som den syge, syndige mand udånder, giver enken sig i lag med sin fyrige, unge elsker, mens en engel ser både forfærdet og spændt til fra det høje. Så er scenen sat.
Bogen udgives af Kystmuseets Forlag, som Kystmuseets gave til sig selv, idet den ældste af museets afdelinger, Kystmuseet Sæby, i april 2019 fejrer 100-års jubilæum.

Karl-Erik Frandsen: Liv, sex og død. Befolkningsudviklingen i Sæby og på Læsø i 1700-tallet med særligt henblik på epidemier og usædelighed. Kystmuseets Forlag, 2019. 320 s., 250 kr.