Gå til hoved-indhold

Vendsyssels første digterrute åbner i Frederikshavn

Danske Digterruter lancerer sin første rute i Vendsyssel i samarbejde med Nordjyllands Kystmuseum fredag den 21. august - Digterruten for Hulda Lütken. Jon Andersen, Borgmester for Frederikshavn Kommune, holder åbningstale i forbindelse med indvielsen.

Danske Digterruter er et landsdækkende koncept bestående af vandreruter, der løber som poetiske oplevelsesspor på Sjælland, Fyn og i Jylland, hvor de tager afsæt i forskellige danske forfattere og digtere. Undervejs på digterruterne kan man scanne opsatte QR-koder og høre om digterens liv og virke samt oplæsninger af udvalgte værker.

Digterruten for Hulda Lütken fører lytteren gennem området Bangsbostrand, der i mange år dannede ramme om forfatteren Hulda Lütkens forfatterskab, men hun blev født på Holmen Skole i Elling Sogn.

Hulda Lütken (1896-1946) var et komplekst og gådefuldt menneske, som helt overlagt skabte en eksotisk fortælling om sin fortid, og hun var en sand mester i iscenesættelse. Huldas forfatterskab kredser om kvindeliv, døden, natur, begær og moralsk forfald. Hendes kompromisløse sanselighed og voldsomme beskrivelser frastødte flere i samtiden mens andre var dybt fascinerede af hendes univers. “Hun slår en knytnæve i bordet, hver gang hun udgiver noget”, udtalte forfatteren Tom Kristensen engang om hende.

Indvielsesarrangementet finder sted i Bangsbo Botaniske Have ved Gartnerhuset fredag den 21. august. Programmet er følgende: 

  • Kl. 14:00         Kort velkomst og præsentation ved Kulturarvschef Jens Thidemann

  • Kl. 14:05      Tale ved Tine Bro, formanden for Hulda Lütken Selskabet, Knytnæven

  • Kl. 14:15      Åbningstale ved Jon Andersen, Borgmester for Frederikshavn Kommune 

  • Kl. 14:25      Dramatiseret oplæsning af digt af Hulda Lütken ved Sæby Scenen. 

  • Kl. ca. 14:30   Arrangementet fortsætter i mere uformel form, og man er til at begive sig ud på digterruten. 

Nordjyllands Kystmuseum og Danske Digterruter står bag Digterruten for Hulda Lütken, og projektet er støttet af Nordea Fonden. Lydfortællingerne til digterruten er indtalt og produceret af Ostertag - Podcast og Kommunikation. Lyddesigner: Sara Troense, Hvalfald. Hulda Lütkens digte er indtalt af Hanne Laursen.