Gratis sommeroplevelser for udsatte børnefamilier på Kystmuseet
Selvom samfundsøkonomien buldrer derudaf med overskud på statsbudgettet i Danmark, så er det ikke alle børnefamilier, som hverken har råd til at rejse på sommerferie eller andre hyggelige familieoplevelser med børnene.
For at give en håndsrækning og en god oplevelse til nogle af de økonomisk trængte børnefamilier, så har man hos Nordjyllands Kystmuseum igen i år valgt at forære 200 fribilletter til udsatte børnefamilier i Frederikshavn Kommune via en række lokale foreninger, grupper og organisationer.
De 200 fribilletter er allerede blevet distribueret inden sommerferien, og museets forhåbning er, at børnefamilierne vil benytte sig af tilbuddet, så de sammen kan få en masse hyggelige ferieoplevelser på Kystmuseets afdelinger i Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Billetterne til Nordjyllands Kystmuseum uddeles i samarbejde med TUBA, Red Barnet Frederikshavn, Gestus Nord, Børns Voksenvenner Frederikshavn samt Røde Kors Sæby.

