|
|
|
 
 
Dato: 06-06-17

KYSTmuseet markerer D-Dagen

I dag er det D-Dag, og verden over, særligt i Normandiet markeres jubilæet for de allierede styrkers invasion af det besatte Europa i 1944.


Kystmuseet har i denne forbindelse en udsendt medarbejder i Normandiet i Frankrig. Den første uge i juni, er den helt store uge for begivenheder, der er relateret til invasionen i Normandiet i 1944. Ceremonier i overflod er en central del af mindehøjtidelighederne for det store slag, og for at mindes de tusindvis der kæmpede og døde i Normandiet. Mere end 800 danske sømænd deltog i invasionen, og hundredvis af øvrige danskere i allieret tjeneste deltog i igangsættelsen af invasionen på D-Dag d. 6 juni 1944. Kystmuseet arbejder pt på en publikation, som vil udfolde den nordjyske, og danske indsats generelt i Normandiet yderligere. Efter 70-årsdagen for D-Dag i 2014, blev Danmark for første gang repræsenteret som en bidragydende nation til de allierede lande under Anden Verdenskrig, og lige siden 2014, er Dannebrog kontinuerligt blevet repræsenteret ved de internationale ceremonier i Normandiet.

En af de nordjyder, der deltog på D-Dag var Arthur Larsen fra Frederikshavn, som var en del af de første bølger på Omaha Beach med 1st Infantry Division. På D-Dag ankom Arthur Larsen på Omaha sammen med sit kompagni bestående af 275 mand. De første bølger af tropper, som angreb stranden, havde stort set ikke nogle chancer imod det massive tyske forsvar. Et forsvar, som massakrerede Arthurs kammerater ned. 7 ud af 275 var kampdygtige derefter, men der var ikke tid til at stoppe op, som Arthur Larsen erindrer: 

”Der var ikke tid til at være bange. Man vidste, at dette kom man ikke ud af lige straks. Vi handlede helt mekanisk og havde ikke tid til at tænke på, hvor frygteligt det hele var… først bagefter forstår man, at det var et ragnarok. I tusindvis af allierede soldater måtte lade livet, for at vi andre kunne leve i en fri verden.”