|
|
|
 
 
Dato: 12-06-17

Gå på opdagelse på Frederikshavn Havn og Hirsholmene

Nordjyllands Kystmuseum lancerer nu 27 nye historier til museets app Kyst Guide, som man nu har muligheden for at gå på opdagelse i.


Gennem den seneste tid har Nordjyllands Kystmuseum arbejdet på at bringe nye spændende historier til museets app til smartphones. Museet har taget udgangspunkt i den store havneudvidelse af Frederikshavn Havn samt arbejdet med en forestående publikation om havnens udvikling gennem flere hundrede år. Historierne centrerer sig derfor om havnen gennem historien, og man har nu mulighed for at læse små historier om eksempelvis værfterne, fæstningsanlæggene og transporten på havnen. Yderligere omfatter historierne også øgruppen Hirsholmene nordøst for Frederikshavn. Her kan man gå på opdagelse i øernes helt særegne historie, som blandt andet omfatter de tyske aktiviteter på øerne under 2. verdenskrig samt det lille samfund, som har fungeret på den eneste beboede ø Hirsholm.

I alt er det blevet til 27 nye spændende historier, som man har direkte adgang til gennem sin smartphone. Appen er nem og simpel at manøvrere i og kan bruges af alle aldre. I alt råder appen nu over 193 spændende historier, som omhandler hele kystområdet fra Voerså til Skagen. I tilknytning til historierne er der billeder, som viser det omtalte.

Appen fungerer både på iPhone og Android og kan hentes gratis i App-Store og Google Play. Søg blot efter Kyst Guide i søgefeltet.
Husk, at der på havnens område er gratis Wi-Fi.