Dato: 03-12-18

Atlantvolden i Nordjylland

Nyt flot bogværk fra Kystmuseet


Kystmuseet har gennem de seneste tre år gennemført et stort forskningsprojekt sammen  med Aalborg Universitet, museumscenter Hanstholm og VHM. Projektet har været finansieret af Veluxfonden med et budget på 3 millioner kr.
Projektet har handlet om Atlantvolden, det fæstningsværk af betonbunkere, som den tyske besættelsesmagt opførte langs fastlandets vestkyster fra Nordkap i nord til Pyrenæerne i syd, med flere store anlæg i Danmark, bl.a. Bangsbo Fort. Projektet udmøntes nu i et stort to-binds bogværk.
Bind 1 har undertitlen ”Hitlers krig og befæstningen af Nordjylland” og beskæftiger sig med den militære side af Atlantvoldens udvikling 1940-45.
Bind 2 bærer undertitlen ”Mennesker og efterliv”, og behandler bl.a. byggeriets indvirkning på danskerne i Nordjylland samt udviklingen i synet på de tyske bunkere efter krigen og brugen af dem på forskellig måde – herunder ikke mindst Bangsbo Forts brug som en del af det danske forsvar.  Det flotte værk udkommer i en samlet boks og kan købes i Kystmuseets kiosker.

 

2 bindssæt kr. 499,-
10 % rabat for medlemmer af KYSTmuseets foreninger

Siden blev udskrevet fra: http://www.kystmuseet.dk/vis/nyhed/atlantvolden-i-nordjylland/ Udskrevet kl. 17:47 - mandag d. 17. december 2018