|
|
|
 
 

Kystmuseet Bangsbo Fort

Bangsbo Fort

Bangsbo Fort er beliggende i den sydlige del af Frederikshavn. Fortet ligger i 82 m's højde, hvor der er en formidabel udsigt ud over Frederikshavn og Kattegat. I klart vejr kan man se både Skagen og Læsø.

Fortet består af et befæstningsanlæg, bygget af den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig og udbygget af det danske søværn under Den Kolde Krig. Fortet er altså anvendt i to historiske perioder, hvilket adskiller fortet fra andre befæstede områder i Danmark.

Fortet består af 80 betonanlæg, hvoraf de 70 blev bygget under 2. verdenskrig. De sidste 10 bunkere blev bygget i 1950 af søværnet, som stadigvæk ejer og anvender en mindre del af fortet.

Bunkermuseet formidler den del af fortet, som søværnet ikke anvender og har indtil videre taget ca. 20 bunkere i brug. Heraf er mindst halvdelen åbne på museets åbningsdage.

Noget der også er unikt er, at flere kanoner endnu står i sine oprindelige bunkere. De tre største er 15 cm kanoner fra det danske artilleriskib Niels Juel som blev sænket i 1943.

Bunkermuseet er en del af Nordjyllands Kystmuseum som løbende udbygger formidlingen på fortet. Da museet arbejder både med traditionelt og nytænkende formidlingsformer, kombineret med den enestående udsigt og natur på stedet, er det et besøg værd for langt de fleste.